#1 Vi rammesætter mødet og samtalen med ”den anden” for at styrke konfliktrobusthed
Hvad er min holdning – og tør jeg stå fast på den i mødet med en anden? Det er et afgørende spørgsmål, når det handler om demokratisk deltagelse og dannelse. Det kræver mod at sige sin mening og risikere at stå alene med den. Derfor er det noget af det, vi øver allermest i Frirummet. Vi tager konflikten alvorligt, giver fronten en tydelig rammesætning og håber på den måde at styrke børn, unge og voksnes oplevelser af, at de er konfliktrobuste – og at uenighed ikke er farligt. For det er i mødet og samtalen med dem, der mener ”noget andet”, og som ikke ligner en selv, at vi udfordres og bliver klogere på vores egne holdninger og værdier. I et nysgerrigt og gensidigt respektfuldt møde udvides horisonter, og det bliver muligt at få perspektiv på det, vi på et samfundsmæssigt plan er fælles om.

