Fem kandidater nomineret til Folkets Journalistpris 2026

I år har 327 danskere indstillet deres bud på journalistik, der gør en forskel – det er ny rekord for femte år i streg. Indstillingerne kommer fra hele landet, folk i alderen 13 til 84 år.

Fem kandidater er nu nomineret til Folkets Journalistpris 2026. Prisen hylder journalistik, der skaber rum for den demokratiske samtale.

“Vi er stolte af, at prisen er nået så bredt ud, at alt fra folkeskoleelever til pensionister deltager med deres bud på journalistik, der gør en forskel for dem.

Det giver en virkelig vigtig diversitet og indsigt i, hvad danskerne synes er god journalistik,” siger Henrik Berggren, institutleder for Institut for Journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Både lokaljournalistik og viden om den globale verden ser ud til at være vigtigt for danskerne på tværs af alder

Henrik Berggren, institutleder for Institut for Journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Han peger samtidig på, at årets nomineringer også afspejler en udvikling i journalistikken, hvor nye formater og stærke værter på tværs af platforme spiller en stadig større rolle.

“Både lokaljournalistik og viden om den globale verden ser ud til at være vigtigt for danskerne på tværs af alder – men den måde, de tilgår journalistikken på, er under forandring.

Vi ser flere og flere indstillinger af nyhedsinfluencere og markante værter, som mange af indstillingerne angiver som den foretrukne adgang til journalistik,” siger Henrik Berggren.

De nominerede er...

Folketidende

For deres ekstraordinære dækning af kommunalvalget på Lolland-Falster, hvor borgere var medskabere af journalistikken som led i det landsdækkende projekt “Dit valg Vores Danmark”. Mediehusets udvikling af nye formater og en særlig ungeindsats med TikTok-vært Sofie Mølgaard styrkede det lokale engagement og den demokratiske samtale.

Verdens Bedste Nyheder

For deres konstruktive journalistik om fremskridt og løsninger i en verden, hvor nyhedsstrømmen er præget af kriser og konflikter. Deres historier inspirerer til handling og fællesskab ved at uddybe nuancer og perspektiv på globale nyheder.

‘Skolens tabte børn’ af Jens Langhorn og Marie Skovgaard, Monday Productions for DR

For deres nyskabende dokumentarserie om ufrivilligt skolefravær. Jens Langhorn, Louise Gielov og Marie Skovgaard har samlet forældre, fagfolk og politikere om konkrete løsninger på et voksende samfundsproblem – og løftet en personlig fortælling til en national samtale.

Adnan al Adhami

For sin evne til at engagere unge i journalistik på nye platforme ved at kombinere humor og satire med vigtige samfunds- og nyhedsdagsordener. Adnan udfordrer fordomme og komplekse politiske spørgsmål og skaber vigtig debat og refleksion på sine egne og DR’s platforme.

‘Lad os tale om selvmord’ af Emilie Stein og Line Vaaben for Politiken

For at belyse et emne, som medier historisk set har holdt sig fra, fordi det er komplekst og sårbart. Med stor grundighed og fokus på nuancer og løsninger giver Emilie Stein og Line Vaaben en stemme til selvmordstruede, pårørende og fagfolk og åbner for en ny måde at tale om selvmord på.

Journalistik møder mennesker

Den 27. april mødes elever fra udvalgte friskoler, efterskoler og højskoler (Ungepanel) samt repræsentanter fra Folket (Folkepanel) til Folkedøgnet på Aarhus Efterskole. Her går de i dybden med journalistikken fra de fem nominerede medier og klæder juryen på til at træffe beslutningen om, hvem der bliver dette års vinder. De fem nominerede kandidater er inviteret til at deltage.

Prisen uddeles på Testrup Højskole den 5. juni 2026. Vinderen modtager 50.000 kroner og et kunstværk. Det er femte gang, de frie skoler uddeler Folkets Journalistpris. Sidste år gik prisen til TV2 Østjyllands subbrand Xor.

Juryen består af

  • Henrik Berggren, institutchef for Journalistik, DMJX (formand for juryen)

  • Ulrik Haagerup, direktør for Constructive Institute

  • Cathrine Gyldensted, journalist og forfatter til bogen Blev du klogere?

  • Signe Aarestrup, repræsentant for Dansk Journalistforbund

  • Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne og repræsentant for de frie skoler

  • Stine Thorsgaard Kjær, innovations- og udviklingschef, TV2 Østjylland, vinder af Folkets Journalistpris 2025 (Xor)

For yderligere oplysninger

Kamilla Gamborg Isaksen, projektleder
Tlf.: 20 68 42 91
kamillagamborgisaksen@hotmail.com

Gerd Maria May, projektkonsulent
Tlf.: 24 64 25 16
gerd@roomofsolutions.dk