Samtalen om det samfund, vi ønsker i fremtiden, må vi alle deltage i. Den kræver dialog på tværs af holdninger og må ikke alene finde sted i ekkokamre. Medier har et særligt ansvar for at bygge bro og skabe de rammer, der gør, at alle føler sig inddraget.
Lisbeth Trinskjær, formand for Højskolerne og repræsentant for De frie skoler i juryen
Xor’s indhold bliver skabt af journalister og en fotograf, som alle har forskellige multikulturelle kompetencer. Redaktionen bruger aktivt sig selv i historierne og kvalificerer indholdet i kraft af journalisternes adgang til forskellige netværk, sprog og baggrunde. TV2 Østjylland beskriver Xor som et redaktionelt laboratorium, der hele tiden prøver nye koncepter og formater af for at undersøge, hvad der fungerer bedst.
Juryen har lagt vægt på, at TV2 Østjyllands metode kan inspirere andre medier.
”Vi er imponerede over TV2 Østjyllands grundige, systematiske og langvarige indsats for at forstå, inkludere og skabe relevant indhold til en målgruppe, som danske medier har svært ved at nå. TV2 Østjyllands vedholdende tilgang til samskabelse er et forbillede for andre medier, der ønsker at kvalificere og nuancere journalistikken ved at inkludere mediebrugerne i indholdsproduktionen og derved opbygge et tillidsfuldt fællesskab,” siger Henrik Berggren, der er formand for juryen og institutleder ved Institut for Journalistik på DMJX.
Se hvem de øvrige medlemmer af juryen er her